Knabstrup Idrætsforening, der blev stiftet d. 6. februar 1926, begyndte som en fodboldklub, men snart kom gymnastik og håndbold også til. Fodbolden blev i starten spillet på en græsmark, men allerede i 1930 købte man et areal ved Vinkelvej, anlagde en rigtig fodboldbane og opførte et lille træskur til omklædning. I 1949 var rammerne blevet for trange, og man flyttede aktiviteterne til skolens baneanlæg. Midt i 1950’erne købte man et stykke jord af Ventedgården og anlagde 2 fodbold- samt 2 håndboldbaner. Et klubhus blev også opført i forbindelse med banerne. Billedet ovenfor er klubbens 1. hold, der spillede i A-rækken, omkr. 1952.
I 1965 startede man byggeriet af en hal, der blev opført af idrætsforeningens medlemmer på frivillig basis. Men d. 2. maj 1969 – lige inden hallen skulle indvies – brændte den. Knabstrup-borgerne lod sig imidlertid ikke slå ud, men startede forfra, og i 1970 kunne man tage en helt ny hal i brug.
I dag er Knabstrup IF stadig en aktiv forening, hvor man kan dyrke fodbold, gymnastik, volleyball, badminton, krolf, linedance, løbe og skyde.